Lovgrundlag
I sager der omhandler tyveri vil vagten ofte være den, der konfronterer tyven. Eventuel anholdelse af tyven og beslaglæggelse af de stjålne varer skal følge de regler, der er beskrevet under “Anholdelse” og “Beslaglæggelse”. For yderligere informationer se “Link til Retsregler”.
Eksempler
Tyveri
Vagtfunktionæren forsøger at anholde en indbrudstyv, der flygter med sine tyvekoster. Tyven kan blive dømt for tyveri.
Røveri
I forbindelse med en anholdelse tvinger tyven ved vold eller trusler om vold vagtfunktionæren til at opgive anholdelsen. Herefter flygter tyven med sine tyvekoster. Tyven kan blive dømt for røveri.
Tyveri der udvikler sig til røveri
En medarbejder forsøger at tilbageholde en butikstyv ved udgangen af en forretning. Herefter truer tyven den ansatte med vold. – Han råber meget aggressivt og med knyttet hånd, siger han: “Du får en på hovedet, hvis du ikke flytter dig”. Adfærden gør, at han kan straffes for røveri og ikke kun butikstyveri. Han kan således blive tiltalt efter straffelovens § 288 stk. 1.
Eksempler på domme
Røveri. Straffeloven § 288
For røveri straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vindingved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold 1) fratager eller aftvinger nogen en fremmed rørlig ting, 2) bringer en stjålen ting i sikkerhed eller 3) tvinger nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller nogen, forhvem denne handler.
Dom 1
Tiltalte rev en pengekat fra A, så snoren knækkede, og A fik overfladiske hudafskrabninger på halsen. Forholdet anset for røveri. Dom: 6 måneders ubetinget fængsel.
Dom 2
Fire tiltalte dømt for røveri, da de under trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold havde krævet 4.500 kr. af forurettede, som forurettedes ven herefter hævede i hæveautomat og gav de tiltalte.
Tyveri. Straffeloven §276
For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. Med rørlig ting sidestilles her og i det følgende en energimængde, der er fremstillet, opbevaret eller taget i brug til frembringelse af lys, varme, kraft eller bevægelse eller i andet økonomisk øjemed.
Dom
Mand dømt for 19 tilfælde af butikstyveri fra forskellige forretninger i Odense. Dom: Fængsel i 1 år og 4 måneder
Tyveri der udvikler sig til røveri
Dom
Mand stjal tre pakker kød i Føtex (Straffelov §276). I den forbindelse ville butiksdetektiv tilbageholde ham uden for butikken. Tiltalte havde taget et oversavet jagtgevær frem og affyret geværet to gange for at slippe af sted med varerne og i forbindelse hermed at have ramt butiksdetektiven i benet.
Den pågældende var endvidere tiltalt for ved i samme forbindelse at have ramt en person, der kiggede ud af sit vindue ned mod skudepisoden, i hagen, samt for ulovlig våbenbesiddelse ved at have besiddet det skarpladte oversavede jagtgevær samt hertil anvendelig ammunition på offentligt tilgængeligt sted under særligt skærpende omstændigheder.
Tiltalen var rejst for forsøg på røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 21, og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter § 245, stk. 1, forsætlig fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, samt straffelovens § 192 a, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.