Et straffeprocessuelt tvangsindgreb kan defineres som:
Et tvangsindgreb, der foretages som led i en strafforfølgning, der påtvinger sigtede eller andre indgreb i deres private interesser og at det foretages på en sådan måde, at politiets handlinger ville være stafbare, hvis de ikke var særligt hjemlede som led i strafforfølgningen.
Politiet og i nogle få tilfælde private og herunder vagtfunktionæren har således forskellige kompetencer – dvs. har lov til at gribe ind over for borgere, hvis der er mistanke om et ulovligt forhold er begået. Der er forskellige grader af mistankebegrebet, som kan variere i de forskellige tvangsindgreb. Der stilles således skrappere krav til at politiet har lov til at undersøge en persons legeme (fx at foretage en røntgenundersøgelse) end hvis det drejer sig om en masseanholdelse. Disse regler er til for at beskytte og give borgerne demokratiske retsgarantier. De forskellige tvangsindgreb er også forskellige med hensyn til kompetencefordelingen politiet og retten imellem. I nogle tilfælde tilfalder kompetencen politiet, medens det for andre tilfalder retten. Det er fx politiets kompetence at foretage en anholdelse, medens det som udgangspunkt er retten, der bestemmer, om politiet må ransage en borgers private bolig. Borgerne kan dog med sin underskrift overdrage rettens kompetence til politiet.
Børn og unge og straffeprocessuelle tvangsindgreb.
Retsplejeloven §§821a – 821g
Børn og unge defineres som enten under 15 år (børn) eller mellem 15 og 18 år. Ved en lovændring i 2004 blev det muligt for politiet at foretage samtlige tvangsindgreb overfor børn under 15 år – dog må politiet ikke beholde aftryk eller lignende (fingeraftryk, blodprøver mv.) af børn under 15 år. Denne lovændring blev vedtaget i erkendelse af et ændret kriminalitetsbillede og gav således politiet flere redskaber til at efterforske sager, hvor mindreårige var mistænkt. V og K regeringen (år 2010) nedsatte endda den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år, men er senere med S, R og SF regeringen (år 2011) ændret fra 14 år til 15 år.
Vagtfunktionæren og herunder særligt butiksdetektiver, vil i forbindelse med sit arbejde ofte komme i kontakt med børn og unge. Det er derfor vigtigt at kende til disse regler for hermed at handle rigtigt. Som nævnt ovenfor kan samtlige tvangsindgreb gennemføres overfor børn og unge og det gælder også i forbindelse med anholdelse.
CASE: NN der er en pige på 13 år har stjålet en bluse i en tøjbutik. Pigen bliver opdaget af butiksdetektiven og bliver ført til forretningens baglokale indtil politiet kommer til stedet. Blusen ligger i hendes taske.
Pigen er i dette tilfælde tilbageholdt (bemærk ordlyden “tilbageholdt”) i medfør af retsplejelovens § 821a, der henviser til retsplejelovens § 755. Blusen pigen har stjålet kan beslaglægges jf retsplejelovens § 821b, der henviser til retsplejelovens kapitel 74 – §§ 801 – 807.
Det er således butiksdetektiven, der i eksemplet både tilbageholder pigen på 13 år og beslaglægger blusen, der jo er i hendes varetægt. Den tilbageholdte pige og den beslaglagte bluse skal selvfølgelig overleveres til politiet i lighed med de regler, der er gældende for personer over 15 år.
Det fremgår dog af retsplejelovens § 821a, at tilbageholdelsen kan ske, hvis “tilbageholdelsens øjemed ikke kan opnås ved anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger”. Der er med ordlyden ikke tænkt skærpede kriminalitetskrav ind i bestemmelsen, men er blot en understregning af af børn (og unge) skal nyde en særlig beskyttelse og behandles med særlig omhu. Vagtfunktionæren skal selvfølgelig samtidig være sig bevidst, hvilke psykologiske faktorer, der er til stede når det handler om børn. Han skal også huske på, at barnets forældre har krav på at blive underrettet om sagen. Det er politiet, der sørger for denne underretning og vagtfunktionæren skal derfor ikke tage kontakt til forældrene.
Retsgarantier
Børn og unge – dvs. unge under 18 år kan ikke give afkald på retsgarantier – se retsplejelovens § 730. Det betyder, at barnet eller den unge ikke har mulighed for, uden forældrene eller værgens accept, at fravælge fx en forsvarsadvokat ved en afhøring eller fx fravælge et vidne til en ransagning eller fx at fravælge den bistandsadvokat, der uden omkostninger beskikkes i forbindelse med sædelighedssager. Børn og unge – også børn under 15 år kan til gengæld uden forældrenes forudgående accept underskrive en udenretslig konfiskationserklæring, der dog ikke er gyldig, hvis forældrene eller værgen senere klager over konfiskationen. Den pågældende effekt vil i sådanne tilfælde blive beslaglagt af politiet med henblik på konfiskation i retten – se straffelovens § 75.
Efter de sociale myndigheders beslutning kan et barn under 15 år som følge af strafbare forhold anbringes uden for hjemmet.
Materielle krav og formelle regler.
Materielle krav.
De materielle krav kan defineres og beskrives, som de krav der stilles i lovgivningen for at politiet kan (har lov til), at foretage et straffeprocessuelt tvangsindgreb (fx anholdelse). Der findes også materielle krav til private (dvs. også vagtpersonale) fx i forbindelse med en civil anholdelse eller når vagtfunktionæren foretager en beslaglæggelse af en indbrudstyvs tyvekoster. De materielle krav er forskellige fra hinanden i de enkelte tvangsindgreb, hvilket betyder at de krav, der stilles til politiet eller den private ved en anholdelse, er forskellig fra de krav der stilles til en ransagning mv.
Formelle regler.
De formelle regler kan defineres som en oplysningspligt for politiet overfor den enkelte borger når denne, enten af egen fri vilje eller ved tvang, på den ene eller anden måde er part i et straffeprocessuelt tvangsindgreb. Der findes også formelle regler i forbindelse med politiets behandling af sager, hvori der ikke indgå straffeprocessuelle tvangsindgreb (fx forvaltningsloven). Formelle regler er ikke aktuelle for private (vagtpersonale). Vagtfunktionæren skal dog oplyse tidspunktet for en privat anholdelse samt grundlaget for anholdelsen til politiet. Der stilles i øvrigt ikke krav til vagtfunktionæren om at oplyse anholdelsestidspunktet til den anholdte.
Mistankens grader
Mistanke:
Rpl. § 755, stk. 3 ”særlige anholdelsesregler”
- Mistanken behøver ikke været særlig konkret begrundet:
Tilstedeværelse da forbrydelsen blev begået, er som regel nok, medmindre gerningsmanden umiddelbart kan udpeges.
Rimelig grund til mistanke
Rimelig grund til mistanke:
Rpls. § 755, stk. 1 ”anholdelse”
Rpls. § 792a, stk. 1 ”legemsbesigtigelse”
Rpl.s § 794, stk. 1 ”ransagning”
Rpls. § 802 ”beslaglæggelse”
Rpls. § 812 ”fotoforevisning”
Rpls. § 817 ”konfrontation”
Mistanke ved:
- Anmeldelse med hold i
- Eftersættelse på fersk gerning/friske spor
- Besiddelse af genstande, der indicerer, at pgl. kan være gerningsmanden
En mistanke deles op i forskellige niveauer. Der er forskellige regler alt efter hvor byrdefulde indgrebene er.
Begrundet mistanke:
- Rpls. § 762, stk. 1 ”varetægtsfængsling”
- Rpls. § 792a, stk. 2 ”legemsundersøgelse”
- Rpls. § 818, stk. 2 ”efterlysning ved offentliggørelse af foto”
Konkret begrundet mistanke ved (f.eks.)
- Genkendelse
- Vidneforklaringer (signalement)
- Besiddelse af identificerede koster fra forbrydelsen
- Spor
- NB.: der skal være større sandsynlighed for, at pågældende er skyldig, end for at han er uskyldig
Særlig bestyrket mistanke:
- Rpls. § 762, stk. 2 ”varetægtsfængsling”
- Rpls. § 819 ”efterlysning ved offentliggørelse af id. + foto”
Stor sikkerhed for pågældendes skyld ved:
- Tilståelse
- Pågribelse på fersk gerning/friske spor
- Egentlige beviser, der udelukker andre
Anholdelse i forbindelse med strafferetsplejen
Anholdelse sker som regel som led i strafferetsplejen, dvs. som led i politiets efterforskning af strafbare forhold.
Anholdelsesbeføjelsen fremgår af retsplejelovens § 755. Det fremgår af denne bestemmelse, at politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelsen må anses for påkrævet
- For at hindre yderligere strafbare forhold
- For at sikre hans foreløbige tilstedeværelse
- For at hindre hans samkvem med andre
Anholdelse hører under politiets kompetence. Det betyder, at det er politiet der bestemmer, om der skal ske anholdelse eller ej, men de materielle krav skal altid være opfyldt. Politiet kan altid bruge den fornødne magt til at iværksætte og fastholde anholdelsen.
Privat anholdelse
Private (og vagtpersonale) har jf. stk.2 samme beføjelse, når nogen træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelse af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.
Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet for anholdelsen og grundlaget for anholdelsen.
Som omtalt ovenfor skal den private (vagtfunktionæren) opfylde lovens materielle krav – i dette tilfælde anholdelse. Vagtfunktionæren kan således foretage en (civil) anholdelse, når:
- Der er rimelig grund til mistanke (fx en tyverialarm og tyven er i besiddelse af tyvekoster eller er eftersat på fersk gerning og friske spor),
- Det er en offentlig påtalt sag og
- Anholdelse må anses for påkrævet for enten 1) at hindre strafbart forhold, 2) sikre den foreløbige tilstedeværelse eller 3) at hindre samkvem med andre (indikationskrav)
Anholdelsen må kun foretages når nogen træffes i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold.
Anholdelsen må ikke foretages, hvis frihedsberøvelsen efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb (proportionalitet).
Vagtfunktionæren skal kun henvise til et af de tre nævnte indikationskrav, der i forbindelse med anholdelse formentlig altid vil være at sikre den foreløbige tilstedeværelse (indtil politiet ankommer)
Anholdelsen må kun foretages når nogen træffes i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold. Det betyder, at vagtfunktionæren ikke må foretage anholdelse i forbindelse med efterforskning eller lignende tilfælde. At den pågældende skal træffes i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold betyder, at der stilles krav om en vis tidsmæssig sammenhæng mellem forbrydelsen og anholdelsen. Hvor lang tid der må gå mellem forbrydelsen og anholdelsen er ikke nærmere beskrevet i lovgivningen, men en vis tidsmæssig margen accepteres.
CASE: Butiksdetektiven genkendte en butikstyv, der nogle timer forinden havde forøvet et butikstyveri. Butiksdetektiven anholdt den pågældende, der senere i retten blev dømt uden nogen anmærkninger.
Det skal i samme forbindelse bemærkes, at anholdelsen er politiets kompetence, men ved tvistligheder kan anholdelsen (og andre efterforskningsskridt) prøves ved retten. Se retsplejelovens § 746
Denne bestemmelse er helt central for vagtfunktionæren, der jo varetager sine kunders interesser.
Anholdelsen må ikke foretages, hvis frihedsberøvelsen ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Det betyder, at der som i de øvrige tvangsindgreb skal være proportionalitet mellem forbrydelsen og anholdelsen. Anholdelsen skal tillige foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det betyder, at hvis butikstyven straks ved vagtfunktionærens tilbageholdelse af ham oplyser sin identitet og adresse på tilstrækkelig vis og aflevere det stjålne – så er der ikke længere fornøden grund til at opretholde tilbageholdelsen. Der kan nu foretages en anmeldelse af et strafbart forhold til politiet, og politiet har ikke grundlag for at iværksætte en anholdelse.
Politiet kan visitere den anholdte og fratage ham genstande, der kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan være til fare. Også penge og selvfølgelig stjålne effekter og lignende kan fratages den anholdte.
Privat anholdelse hører under den privates kompetence, og de materielle krav skal også her være opfyldt. Politiet og domstolene accepterer dog en noget videre margen for den private, idet et fuldstændigt kendskab til loven ikke kan forventes.
Politiet skal gøre den anholdte bekendt med sigtelsen og tidspunktet for anholdelsen.
Grundlovsforhør
Hvis den anholdte ikke forinden er løsladt, skal han inden 24 timer fremstilles for en dommer i et grundlovsforhør.
Frihedsberøvelse efter Politiloven
Efter Politiloven har politiet særlige beføjelser til at foretage frihedsberøvelse. Denne form for frihedsberøvelse må ikke forveksles med en anholdelse, der sker i medfør af Retsplejeloven, og der er en betydelig forskel på de to regelsæt.
Politiet kan således i op til 12 timer anholde personer, der er en fare for den offentlige orden og sikkerhed og enkeltpersoners sikkerhed, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Samme beføjelser har politiet overfor deltagere i opløb og voldelige demonstrationer, når de giver anledning til fare for betydelig forringelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.
Varetægtsfængsling
Retsplejeloven § 762
I grundlovsforhøret afgøres det, om den anholdte skal løslades, eller om han – på begæring af anklagemyndigheden – fortsat skal være frihedsberøvet. Det kan ske ved en opretholdt anholdelse i 3×24 timer eller en varetægtsfængsling.
Hovedbetingelserne for varetægtsfængsling står i retsplejelovens § 762.
En sigtet kan således varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentligpåtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover og der er bestemte grunde til at antage, at han vil flygte eller fortsat vil begå lovovertrædelser eller vil vanskeliggøre efterforskningen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.
Retsplejeloven § 762, stk. 2
I § 762 stk. 2 gives adgang til den såkaldte retshåndhævelsesarrest ved særlig bestyrket mistanke om grove forbrydelser.
Sigtede, der kræves varetægtsfængslet, skal have bistand af en forsvarer.
Hvis dommeren træffer beslutning (ved en kendelse) om varetægtsfængsling, skal der fastsættes en tidsfrist på højest 4 uger.
Fristen kan på anklagemyndighedens begæring forlænges.
Surrogat
I stedet for egentlig varetægtsfængsling, dvs. anbringelse i en varetægtsarrest, kan dommeren træffe beslutning om såkaldt varetægtssurrogat. Det anvendes bl.a. overfor unge lovovertrædere, der i stedet for i en arrest eller et fængsel anbringes i en forsorgsinstitution.
Overfor visse varetægtsfængslede kan dommeren efter anmodning fra anklagemyndigheden bestemme, at varetægtsarrestanten skal udelukkes fra fællesskab med de øvrige indsatte, hvilket kaldes isolationsfængsling.
Efterforskningsskridt
Særlige beføjelser
Som led i sin efterforskning har politiet en række særlige beføjelser, der som hovedregel kan iværksættes på grundlag af en retskendelse. Politiet har dog mulighed for, uden retskendelse, at iværksætte efterforskningsskridt (de straffeprocessuelle tvangsindgreb) hvis undersøgelsens øjemed ville forspildes.
Indgreb i meddelelseshemmeligheden
Aflytning
Herved forstås, at politiet kan aflytte telefonsamtaler og anden telekommunikation og kan aflytte andre samtaler ved hjælp af et apparat.
Politiet kan få oplyst, hvilke telefoner eller andre kommunikationsapparater, der sættes eller har været sat i forbindelse med hinanden.
Politiet kan tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af breve, telegrammer og andre forsendelser og standse den videre befordring af forsendelsen.
Eksempel: U.2011.1044H I december 2009 blev FN’s Klimakonference (COP 15) afholdt i København. Den 17. december 2009 gennemgik politiet telefonaflytningerne af 5 personer med central tilknytning til Greenpeace, G, der var tilladt opsat i slutningen af november til starten af december.
Gennemgangen havde sammenhæng med bl.a. en aktion udført af G i Drabantsalen på Christiansborg s.d. om aftenen. På baggrund af gennemgangen opsatte politiet i løbet af natten til den 18. december 2009 telefonaflytninger på yderligere 14 personer tilknyttet G, under henvisning til at der var mistanke om, at disse personer var med til at planlægge aktioner, der kunne indebære en overtrædelse af straffelovens § 193 om fremkaldelse af omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler mv.
Fotografering og observation
Politiet kan foretage fotografering eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.
Fra udbydere af telenet eller teletjenester kan politiet kræve oplysninger vedrørende lokalisering af mobiltelefoner.
Politiet kan foretage dataaflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr.
Eksempel: [U.2009.1099Ø] Rumaflytning og observation efter retsplejelovens § 781, stk. 1 og 5, og § 791 a, stk. 2, jf. stk. 1, i sag om organiseret bandekriminalitet vedr. bl.a. overtrædelse af straffelovens § 191
Under efterforskning af en straffesag om bl.a. narkotikaforbrydelser og afpresning, jf. straffelovens § 191, stk. 1, og § 281, jf. § 286, fik politiet tilladelse til udvidet teleoplysning efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 2, idet betingelserne i retsplejelovens § 781, stk. 1 og 5, fandtes opfyldt. Endvidere blev det tilladt at montere fjernbetjent sporingsudstyr i T’s bil, da betingelserne i retsplejelovens § 791 a, stk. 1 og 2, var opfyldt.
Legemsindgreb
Som led i efterforskningen kan politiet foretage legemsindgreb af sigtede eller af andre (ikke sigtede/ofre). Private (vagtfunktionæren) må ikke foretage denne visitation.
Legemsindgrebet kan ske i form af en legemsbesigtigelse, dvs. besigtigelse af legemets ydre, optagelser af fotografier, aftryk og lignende af det ydre legeme samt visitation af tøj – dvs. almindelig visitation.
Eksempel: politiet har anholdt en gerningsmand til et indbrud. Pgl. sigtes for indbrud, hvorefter han visiteres (bevisvisiteres) for eventuelle koster. Han får også optaget sine fingeraftryk samt foto.
Politiet har kompetencen.
Legemsundersøgelse er en nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af spyt- eller blodprøver eller andre tilsvarende prøver, samt røntgenundersøgelser og lignende.
Eksemplet udbygget: Samme gerningsmand, der er sigtet for indbrud, får optaget mundskrab med en vatpind med henblik på at bestemme hans dna-profil. Hvis han ikke vil medvirke til mundskrabet, får han udtaget en blodprøve.
Politiet har kompetencen til at udtage både mundskrab og blodprøve, men blodprøven skal udtages af en læge. Mundskrabet må politiet foretage.
Visitationstyper
Visitation finder i teorien sted i medfør af lovgivningen to steder; henholdsvis Lov om politiets Virksomhed (politiloven) samt Lov om Rettens Pleje (retsplejeloven). Der findes dog i den øvrige særlovgivning eksempler på hjemmel til visitation fx i jagtloven og toldloven (det er dog næppe så interessant her). Denne sondring er interessant og vigtig, idet visitation i medfør af politiloven altid finder sted udenfor strafferetsplejen – ligegyldigt om det er visitation af psykisk syge, der er frihedsberøvet med henblik på tvangsindlæggelse eller det er visitation af personer i medfør af politilovens bestemmelse herom (fx visitation af fodboldbøller, visitationer i en visitationszone (§6) eller i medfør af politiets opgaver, der er nævnt i politilovens § 2.
Visitation efter retsplejeloven finder sted overfor anholdte/mistænkte (sikkerhedsvisitation) og sigtede (bevisvisitation) og foregår således i teorien indenfor strafferetsplejen. Det har dog næppe nogen betydning, om visitationen hører til indenfor eller udenfor strafferetsplejen – visitationen skal altid være så skånsom som muligt og skal være proportionel i forhold til forbrydelsen og det ubehag den måtte medføre. Det har til gengæld stor betydning for den praktiske visitation. Spritbilisten (er taget på ”hjulene”), der er anholdt og skal have udtaget en blodprøve skal sikkerhedsvisiteres medens bankrøveren, der gemmer udbyttet samt gerningsvåbnet mv. i lommerne skal bevisvisiteres.
Den praktiske visitation udenfor eller indenfor strafferetsplejen har samme betydning som i eksemplet ovenfor.
Visitation efter retsplejelovens regler finder sted i to tilfælde; sikkerhedsvisitation og bevisvisitation.
Sikkerhedsvisitation finder sted i forbindelse med anholdelse og bevisvisitation finder sted i forbindelse med legemsindgreb og herunder legemsbesigtigelse.
Der gælder for begge regelsæt (politilov og retsplejelov) et overordnet krav om proportionalitet og skånsomhed – herunder særligt, når det gælder børn og unge. Bemærk, at børn (under 15 år) i fuldt omfang falder ind under bestemmelserne i politiloven og retsplejeloven (se rpl. § 821 a + politiloven/ordlyden i § 13). Bemærk også ordlyden i § 13 ”politiet skal tage sig af” – heri ligger en handlepligt for politiet. Samme handlepligt optræder i øvrigt bl.a. i politilovens § 5.
Politiet har kompetencen til at foretage visitation efter politiloven samt retsplejeloven (sikkerhedsvisitation + bevisvisitation) og det betyder, at politiet af egen drift (uden at spørge retten) kan beslutte om visitationen skal foretages. De pågældende personer skal derfor ikke give samtykke (som ved de mest byrdefulde legemsundersøgelser), men visitationen er selvfølgelig nemmere at foretage, hvis personen frivilligt tømmer lommerne mv.
Magtanvendelse kan selvsagt blive nødvendig og det fremgår tydeligt i bemærkningerne til bestemmelsen, at politiet kan bruge den nødvendige magt for at gennemføre indgrebet. Magtanvendelsen skal selvfølgelig ses i kombination med politilovens bestemmelser herom – bla. skånsomhed og proportionalitet.
Hvornår sikkerhedsvisitation og hvornår bevisvisitation:
Sikkerhedsvisitation foregår i forbindelse med en anholdelse jf. rpls. § 758, stk. 1 – pgl. er nødvendigvis ikke sigtet endnu (se ordlyden i rpl. § 755, stk. 1 ”mistænkte”.
Bevisvisitation foregår i forbindelse med en konkret sag jf. rpl. § 792a, stk. 1, nr. 1 og 2. Pgl. er her sigtet for en offentlig påtalt sag og det skal være af væsentlig betydning for efterforskningen (polititiet forventer at finde spor mv.)
Politiloven/visitation: Politiet kan, hvor der er fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed – altså konkret fare:
Besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre en fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed samt fratage personer genstande (fx kasteskyts eller andet, der ikke er ulovligt at besidde eller bære jf våbenloven)
Politiet har kompetencen.
Retsplejeloven/sikkerhedsvisitation: Politiet kan sikkerhedsvisitere anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage ham genstande, som kan benyttes til:
-vold eller undvigelse
-ting som kan medføre fare for den anholdte eller andre
-penge
Visitationen skal foretages så skånsomt som omstændighederne tillader om må ikke være et uforholdsmæssigt indgreb.
Det bør tilstræbes af visitationen kun foretages af personer af samme køn eller af sundhedspersonale. Kvinder kan altså visitere mænd og omvendt, hvis der ikke i umiddelbar nærhed findes politimænd af samme køn. Private fx kontorpersonale må ikke bruges/assistere til visitationen.
Politiet har kompetencen.
Retsplejeloven/bevisvisitation: Legemsbesigtigelse af en sigtet (bemærk sigtede personer) må kun foretages, såfremt
– den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
– indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen. Her visiteres i forbindelse med en sigtelse og til den konkrete sag.
Visitationen skal foretages så skånsomt som omstændighederne tillader og må ikke være et uforholdsmæssigt indgreb. Det bør tilstræbes af visitationen kun foretages af personer af samme køn eller af sundhedspersonale. Private fx kontorpersonale må bruges/assistere til visitationen.
Politiet har kompetencen.
Ransagning
Politiet kan foretage ransagning af boliger og andre husrum samt af dokumenter og papirer samt indholdet af aflåste genstande, f.eks. et pengeskab. Også andre genstande eller lokaliteter udenfor husrum kan ransages.
Som hovedregel skal ransagning ske i overværelse af den, der råder over husrummet eller genstanden, men politiet har mulighed for at få en kendelse, der tillader en hemmelig ransagning, dvs. uden at den mistænkte eller andre får kendskab til ransagningen.
Politiet kan ransage for at finde en eftersøgt.
Eksempel: vagtfunktionæren har anholdt (civil anholdelse) en gerningsmand, der er set luske rundt på et lukket område ved en fabrik. Gerningsmanden har medbragt en ulåst taske. Politiet, der nu er ankommet, ransager gerningsmandens taske samt hans bil, der holder i nærheden.
Kategori 2 ransagning. Politiet har kompetencen og gerningsmanden har krav på at få eet vidne til stede.
Eksemplet udbygget: politiet har fundet en del tyvekoster i gerningsmandens taske og i hans bil. Politiet ransager derfor hans bolig samt hans mobiltelefon (for at lede efter andre koster og finde evt. tlf.nr. mv. på aftagere af tyvekosterne).
Kategori 1 ransagning (de mest byrdefulde). Retten har kompetencen, men politiet ransager på øjemedets forspildelse (øjemedets forspildelse betyder, at hvis politiet skal afvente en kendelse fra retten kan vigtige spor gå tabt). Gerningsmanden kan også give politiet tilladelse til ransagningen. Han har krav på at få eet vidne tilstede og hvis han ikke er til stede to vidner.
Beslaglæggelse og edition
Politiet kan foretage beslaglæggelse til sikring af beviser, til sikring af offentlige krav på sagsomkostninger, bøder m.v. og til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning. Private (vagtfunktionærer) har samme beføjelse og vagtfunktionæren kan således beslaglægge fx tyvekoster hos en indbrudstyv. Det beslaglagte skal snarest muligt overleveres til politiet. Dog gælder, hvis en butikstyv udleverer navn og adresse og det stjålne til vagtfunktionæren således, at butikstyven ikke overgives til politiet, men alene anmeldes, at man tilbageleverer det stjålne til butikken.
Eksempel: Gerningsmanden fra indbruddet får beslaglagt de tyvekoster han havde stjålet samt et koben, som han havde brugt i forbindelse med indbruddet.
Kosterne vil blive leveret tilbage til rette ejer (vindikation) medens kobenet bliver konfiskeret i retten jf straffelovens § 75. Retten har kompetencen, men kan i lighed med ransagning overgå til politiet – enten på øjemedet eller ved tilladelse fra gerningsmanden. Private (vagtfunktionæren) har samme beføjelse, men skal snarest muligt overlevere effekterne til politiet.
Edition
Som led i efterforskningen kan politiet hos tredjemand kræve oplysninger eller forevist eller udleveret genstande af betydning for efterforskningen. Det kaldes edition, og kan f.eks. dreje sig om en bankkontoudskrift, telefonoplysninger m.v. Indgrebet kaldes også en mild form for ransagning.
Retsplejeloven § 807a
Samme beføjelse til beslaglæggelse som politiet har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til et strafbart forhold. Det fremgår af retsplejelovens § 807a.
Det beslaglagte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for beslaglæggelsen.
Forevisning af fotografier
Politiet kan til personer udenfor politiet forevise fotografier af mistænkte på visse nærmere betingelser.
Forevisning af fotografier af forurettede eller andre vidner kræver som hovedregel samtykke, men der kan opnås retskendelse om forevisning uden samtykke.
Politiet kan foranstalte fotokonfrontation, d.v.s. at forurettede og vidner hos politiet gennemser politiets fotosamling.
Politiet kan også foranstalte en konfrontationsparade, hvorom der gælder detaljerede regler.
Politiet kan ikke uden videre offentliggøre fotografier eller andre oplysninger, der afslører identiteten af en formodet gerningsmand. Det kan kun ske, hvis det må antages, at offentliggørelsen er af væsentlig betydning for efterforskningen eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
