Retsregler

Retsplejeloven

Vagtfunktionæren vil i forbindelse med sit arbejde ofte blive involveret i sager og hændelser, der på forskellig måde vil ende i retssystemet.

Vagtfunktionæren vil i forbindelse med sit arbejde ofte blive involveret i sager og hændelser, der på forskellig måde vil ende i retssystemet.

I dette kapitel vil der derfor blive givet en oversigt over domstolssystemet, anklagemyndigheden, straffesagers behandling og de beføjelser, politiet har i sit efterforskningsarbejde.

Fælles for disse lovregler er, at de fremgår af
Retsplejeloven.

Retsplejeloven er en omfattende og detailleret lov med mere end tusind paragraffer.

Domstolene

Vagtfunktionærens berøring med domstolene vil som hovedregel være i forbindelse med en straffesag, hvor han typisk skal optræde som vidne.

Pligter og rettigheder som vidne og anmelder vil blive behandlet nedenfor i et særskilt afsnit.

Her skal omtales de væsentligste regler vedrørende straffesager.

Alle spørgsmål om straf – efter Straffeloven eller særlovene – skal behandles efter Retsplejelovens regler.

24 retskredse

Straffesager behandles i første instans ved byretterne. Danmark er inddelt i 24 retskredse (byretter).

Domsmænd

I straffesager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde medvirker som hovedregel domsmænd. En særlig undtagelse er tilståelsessager, der behandles af dommeren alene uden domsmænd.

Nævninge

I straffesager, hvor der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller derover medvirker som hovedregel nævninge. I byretten er der 3 dommere og 6 nævninge – ankes sagen til landsretten behandles sagen af 3 landsdommere og 9 nævninge.

Værneting

Et vigtigt spørgsmål er, ved hvilken ret sagen skal behandles. De såkaldte værnetingsregler siger, at retsforhandlingen med hensyn til alle i kongeriget begåede forbrydelser i reglen skal foregå ved den ret, i hvis retskreds handlingen er foretaget.

Værnetingsreglerne siger også, at flere sager mod samme tiltalte skal behandles samlet.

Er der flere tiltalte i samme sag (sagskompleks), skal de som hovedregel behandles i samme straffesag.

En dommer kan ikke på egen hånd indlede en straffesag. Inden for strafferetsplejen træder retten kun i funktion efter begæring fra anklagemyndigheden.

Dom/kendelse

Afgørelser i retten falder i form af en dom eller en kendelse. De kan indbringes for en højere instans – fra byretten til landsretten og i visse særlige tilfælde fra landsretten til højesteret.

Domme kan ankes af både den dømte og af anklagemyndigheden. Ankefristen – altså fristen for hvornår anken (klage over dommen) skal indgives vil fremgå af dommen.

Kendelser kan kæres f.eks. en kendelse om varetægtsfængsling. Kærefristen er normalt 14 dage regnet fra at afgørelsen er meddelt pågældende part.

Anklagemyndigheden

De offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaterne og politidirektørerne.

De offentlige anklageres opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i
Retsplejeloven.

De offentlige anklagere skal ikke blot sørge for, at strafskyldige drages til ansvar, men de skal også påse, at strafforfølgning af uskyldige ikke finder sted. Se
Retsplejelovens § 96 – (se om objektivitet nedenfor)

Rigsadvokaten varetager udførelsen af straffesager ved Højesteret.

Statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne. Statsadvokaterne er også anklagere i straffesager, der behandles ved byretterne under medvirken af nævninge.

Politidirektørerne varetager udførelsen af straffesager ved byretterne. Som anklagere møder jurister, der er ansat hos politidirektøren i den juridiske afdeling under ledelse af chefanklageren.

Som anklagere i de såkaldte politisager (f.eks. en færdselsforseelse) møder politifolk med særlig uddannelse og bemyndigelse – de såkaldte politianklagere.

På grundlag af politiets materiale træffer anklagemyndigheden beslutning om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning.

Påtaleopgivelse sker, hvor sigtelsen har vist sig grundløs, eller hvor der ikke er de fornødne beviser til en domfældelse.

Tiltalefrafald kan ske, hvor der for så vidt er tilstrækkeligt grundlag for en domfældelse, men hvor der er gode grunde for at undlade tiltale, hvis sigtede erkender sig skyldig og i øvrigt underkaster sig et eller flere vilkår, herunder evt. at godtgøre skadelidte for tab, at betale en bøde eller gennemgå en behandling. Der kan i det hele taget pålægges de samme vilkår som ved betingede domme. Tiltalefrafald anvendes meget overfor helt unge lovovertrædere.

Tiltalerejsning sker ved, at anklagemyndigheden udarbejder et anklageskrift, som indleveres til byretten og forkyndes for den tiltalte.

Af anklageskriftet fremgår den tiltaltes identitet og adresse, navnet på den ret, hvor sagen anlægges og oplysninger om de forhold, der rejses tiltale for.
Anklageskriftet skal udfærdiges sådan, at retten og den tiltalte præcist ved, hvad sagen drejer sig. Man kan ikke straffes for et forhold, som ikke fremgår af anklageskriftet.

Download PDF

PDF

Retsregler for vagtfunktionærer

PDF

Retsregler for vagtfunktionærer