Påtale

Påtale betyder ”anklage” og tiltale betyder ”sagsanlæg”, og betydningen falder meget godt i tråd med politiets og anklagemyndighedens brug af begreberne.

Begrebet påtale omfatter perioden fra anmeldelse indgives, til der rejses tiltale ved endeligt anklageskrift til retten. Påtaleperioden er altså identisk med efterforskningsperioden. Når efterforskningen er slut og anklageskrift er indleveret til retten, er der rejst tiltale (sagsanlæg).

Strafbare forhold i straffeloven og særlovgivningen deles op i tre former for påtale jf. rpl.s § 718:

• Privat påtale, som ligger uden for politiets myndighedsområde (f.eks. kapitel 27 – freds- og ærekrænkelser (dog undtagen §§ 266, 266a og 266 b) jfr. § 275 stk. 1 og § 294, jf. § 305, stk. 2)
• Betinget offentlig påtale, som kræver begæring om påtale fra den forurettede (f.eks. hærværk jf. strfl.s § 291, stk. 1, og rådighedsberøvelse jf. § 293, stk. 2 – se § 305, stk. 1).
• Offentlig påtale, som er politiets og anklagemyndighedens ansvarsområde uden betingelser.

Hvis lovbestemmelsen er undergivet privat påtale eller betinget offentlig påtale fremgår det af den enkelte lovbestemmelse, enten sidst i loven, som er tilfældet med de fleste særlove eller sidst i kapitlet, som er tilfældet med straffeloven. Det er altså nødvendigt at se efter de to steder, før man er sikker på påtaleforholdet.

Hvis der i bestemmelsen ikke fremgår noget om påtaleforholdet, er bestemmelsen undergivet offentlig påtale. Færdselsloven er fx undergivet offentlig påtale, idet der intet fremgår om påtaleforholdet. Offentlig påtale er det mest almindelige.

I privat påtalte sager og betinget offentligt påtalte sager tilkommer retten til påtale og begæring om påtale den forurettede jf. rpl.s § 725, stk. 1.

Hvis pgl. er død overgår påtalen til forurettedes nærmeste pårørende. Straffelovsbestemmelserne § 294, § 267, § 293, stk. 2, § 298 og § 299

I betinget offentligt påtalte sager, kan der normalt ikke gennemføres straffeprocessuelle tvangsindgreb som anholdelse, ransagning og legemsindgreb før der foreligger en begæring fra den forurettede.

Jf. rpl. § 720, stk. 2 anses en anmeldelse fra den berettigede som en begæring om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen. Rpl.s § 720, stk. 3, indeholder en bestemmelse om uanmodet forretningsførelse (Negotiorum gestio) over for den forurettede, hvis han ikke er bekendt med forholdet og det må antages, at han vil begære påtale, når han opdager det (altså politiets skøn).

Hvis politiet vælger at anholde gerningsmanden i forbindelse med sagen, må politiets beslutning om anholdelsen findes i rpls. § 720, stk. 3 – den uanmodede forretningsførelse – idet hærværk er betinget offentlig påtalt, jf. straffelovens § 305, stk. 1.

Disse regler skal vagtfunktionæren være opmærksom på, når han indgiver anmeldelse for sin kunde. Indtil 2007 skulle anmeldelsen suppleres med en udtrykkelig påtalebegæring med ønske om at få gerningsmanden straffet. Denne regel er nu ændret, idet selve anmeldelsen til politiet nu anses for også at indeholde påtalebegæringen, jf ovenfor ad Rpls. § 720, stk. 2.

Privat påtalte sager og betinget offentligt påtalte sager kan påtales af det offentlige (politidirektør eller statsadvokat), hvis almene hensyn kræver det jf. rpl.s § 727, stk. 2, og § 720, stk. 3, sidste pkt., samt den enkelte lovbestemmelse, f.eks. hærværk jf. strfl.s § 305, stk. 1.

Se også lov om mark og vejfred § 31, stk. 2, hvorefter den fastsatte bestemmelse først påtales efter den forurettedes begæring (dvs efter anmeldelse fra grundejeren)

I offentligt påtalte sager tilkommer retten til påtale som hovedregel politidirektøren jf. rpl.s § 719, stk. 1, medmindre andet er bestemt ved administrativ forskrift jf. stk. 3.

Statsadvokaten er dog påtaleberettiget i de særlige sagstyper, der er nævnt i retsplejelovens § 719, stk. 2 nr. 1, (nævningesager og ankesager), og stk. 2 nr. 2, (særlige sagstyper, som enten er af meget alvorlig karakter, hvor politidirektøren kan være inhabil, eller hvor statsadvokaten ønsker at følge udviklingen på et bestemt område (f.eks. racediskrimination § 266b).

Når politiet modtager en anmeldelse, skal det vurderes om der findes grundlag for at indlede efterforskning jf. følgende punkter:

• Er forholdet strafbart?

Hvis ikke, skal anmeldelsen afvises jf. rpl.s § 749, stk. 1, med behørig vejledning jf. stk. 3.

• Er det en offentligt påtalt sag?

Hvis det er en privat påtalt sag, skal anmeldelsen afvises jf. pkt. 1 med vejledning om at henvende sig til en advokat, der sender en stævning til retten. Det fremgår af rpl. § 720 stk. 2: ”En anmeldelse fra den berettigede anses som en begæring om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen.

• Er forholdet forældet jf. strfl.s kap. 11? I så fald skal sagen afvises jf. pkt. 1.

Forældelse – generelt:

• 2 år med straf indtil 1 års fængsel.
• 5 år med straf indtil 4 års fængsel.

• 10 år med straf indtil 10 års fængsel.

• 15 år med tidsbestemt straf over 10 år.

• Ingen forældelse ved livstid.

Regnes fra gerningens ophør (strfl. §§ 92, 93 og 94)

• Er der tilstrækkelige oplysninger til at indlede efterforskning?

Hvis der mangler oplysninger, må anmelderen vejledes om at fremskaffe de fornødne oplysninger. Hvis en bestyrelsesformand anmelder kassereren for underslæb, vil han blive bedt om at fremskaffe dokumentation for underslæbet.

• Er anmelderen spirituspåvirket?

I så fald skal han måske henvises til at anmelde forholdet, når han er ædru (afhængig af gerningsindhold).

Endelig kan forhold som ung alder, nødværge og nødret indgå i sagsvurderingen, men det vil sjældent give anledning til umiddelbar afvisning, men være op til politimesterens afgørelse.

Når ovenstående punkter er vurderet, skal efterforskningen foretages på et objektivt grundlag jf. rpl.s § 96, stk. 2, hvor det med almindelige ord fremgår, at politiet skal vurdere og medtage alle sagens aspekter – også de forhold, der taler til gunst for den sigtede.

For forsvareren stiller sagen sig anderledes. Han må gerne sortere i materialet og ”nøjes” med at tage alt det med, der taler til gunst for den sigtede.

Jf. rpl.s § 742, stk. 2, skal politiet iværksætte efterforskning efter anmeldelse eller af egen drift, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Politiet behøver altså ikke have en ”sikker sag” for at påbegynde efterforskning, men der er formentlig forskel på graden af rimelig formodning proportionalt med sagens alvorlige karakter. Plejebosagen er vist et meget godt eksempel på, at man nok bør være noget mere sikker i sin sag, når den vedrører 22 drab frem for en banal voldssag. Plejebosagen mundede som bekendt ud i, at statsadvokaten opgav påtalen.

Hvis efterforskning er påbegyndt, men ingen er sigtet, kan politidirektøren beslutte at henlægge sagen jf. rpl.s § 749, stk. 2, hvis der ikke findes grundlag for at fortsætte efterforskningen ud fra de punkter, der er nævnt under afvisning. Herunder hvis anmelderen trækker sin begæring om påtale tilbage jf. rpl.s § 725, stk. 2. (Se dog rpl.s § 720, stk. 3, sidste pkt.).

Hvis nogen er sigtet i forbindelse med påbegyndelse af efterforskningen, kan politidirektøren opgive påtalen og frafalde sigtelsen jf. § 721, stk. 1, med begrundelse i følgende punkter:

• Hvor sigtelsen har vist sig grundløs, (typisk, hvor gerningsmanden har opgivet en andens generalia, eller hvor der er sigtet for spritkørsel, og promilleerklæringen viser en promille under 0,5).
• Hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig (bevisets stilling – Plejebosagen),

eller

• Hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt. (Typisk mange indbrud, hvor gerningsmanden erkender de fleste forhold, men ikke alle. De ikke erkendte forhold vil blive skåret fra jf. denne bestemmelse, idet efterforskning vil være meget tidkrævende set i forhold til straffen, som formentlig ikke vil ændre sig. (procesøkonomi).

Adgangen til påtaleopgivelse og frafaldelse af sigtelse tilkommer som hovedregel politidirektøren og i undtagelsestilfælde statsadvokaten, rigsadvokaten og justitsministeren efter samme retningslinjer, som nævnt under punktet Påtaleberettigede.

Politidirektørerne kan dog videregive kompetencen til at frafalde sigtelser til politipersonalet i særlige tilfælde – typisk i mindre sager vedr. våbenlovsovertrædelser, lov om euforiserende stoffer og sager vedr. indbrud.