Retsregler

Objektivitet

Politiets efterforskning skal være objektiv.

Retsplejelovens § 96

Politiets efterforskning skal være objektiv. Det betyder, at politiet skal forholde sig nøgternt og fordomsfrit til sagens oplysninger og spor. Opgaven er i første omgang at finde ud af, om der foreligger en forbrydelse. Hvis der foreligger en forbrydelse, er det opgaven at finde gerningsmanden, og i denne forbindelse er det også vigtigt at få de personer ud af sagen, som meget vel har pådraget sig en mistanke, men alligevel er uskyldige. Politiet indleder herefter en efterforskning, der skal påvise om en person er skyldig eller uskyldig. Politiet skal i forbindelse med efterforskningen påse at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted – dvs. at politiet skal efterforske sagen objektivt.

CASE: politiet har i forbindelse med vidneafhøringer fået henledt opmærksomheden på en bestemt person, som den skyldige. Den mistænkte og sigtede person i sagen får optaget sine fingeraftryk og dna-profil.

Sigtedes aftryk (fingeraftryk og dna-profil) vil herefter af politiets tekniske sektion (KTS) blive sammenlignet med de spor (fingeraftryk og dna-profiler), der er fundet i sagen. Hvis disse spor (fingeraftryk og dna-profiler) ikke passer sammen med den sigtede i sagen, vil sigtelsen mod den pågældende efter al sandsynlighed blive frafaldet – se Retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1

Sigtede og hans forsvarer

Sigtede og hans forsvarer

En sigtet er en person, der under efterforskningen af politiet sigtes, dvs. beskyldes for et strafbart forhold.

En sigtet i en straffesag har en række rettigheder og er bl.a. berettiget til at vælge en forsvarer eller at få beskikket en offentlig forsvarer, hvis der er højere straf end bøde i den overtrædelse han har begået. Det betyder, at politiet skal gøre den sigtede bekendt med denne mulighed og det er herefter retten, der bestemmer om der skal ske beskikkelse eller ej. Den sigtede skal gøres bekendt med, at han selv skal betale udgifterne til forsvareren, hvis han bliver dømt og dermed taber sagen.

Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt for den sag sigtelsen angår. Forsvareren skal have kopier af alt materiale, dvs. politiets rapporter, men også erklæringer fra eksperter fx Retskemisk Institut (i sager vedr. spirituskørsel) eller erklæringer fra en Bilinspektør (i sager vedr. færdselsdrab mv.). Det er således politiet der sørger for at samtlige rapporter og erklæringer mv. kopieres og sendes til forsvareren. Det samme materiale (de originale rapporter mv.) skal selvfølgelig forelægges for retten, når sagen er færdigefterforsket.

Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere dette materiale til den sigtede eller andre.

Efter anmodning fra politiet kan retten bestemme, at forsvarerens og sigtedes aktindsigt (ret til at se materialet) kan fraviges bl.a. af hensyn til sagens opklaring og tredjemands liv og helbred, herunder vidner og forurettede.

Forsvareren har også ret til at overvære politiets afhøringer og herunder at stille spørgsmål, men den sigtede må ikke rådføre sig med sin forsvarer om den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål.

Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og tidspunktet for sigtelsen. Den sigtede skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig til politiet.

Den sigtede uden forsvarer.

En sigtet uden forsvarer skal efter anmodning have adgang til hos politiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne med mindre der i sagen er afsagt kendelser om straffeprocessuelle tvangsindgreb eller der er i sagen er afhørt vidner, hvis identitet skal forblive ukendte. Se retsplejelovens § 729b.

Når politiets efterforskning er slut kan anklagemyndigheden rejse tiltale ved retten, med mindre efterforskningen har ført til, at der ikke findes tilsrækkelige beviser til at den sigtede kan dømmes, eller at efterforskningen har ført frem til at sigtede er uskyldig. Se ovenfor under påtaleopgivelse.

Forurettede

I et stort antal straffesager er der adgang til, at retten beskikker en advokat (bistandsadvokat) for den forurettede.

Ofret

Den forurettede er den person, som forbrydelsen er gået ud over. Forurettede kaldes også for ofret i daglig tale.

Alle former for voldelige forbrydelser samt sædelighedsforbrydelser er omfattet af adgangen til beskikkelse af bistandsadvokat. Udgifterne til bistandsadvokaten betales af det offentlige og er således helt uden udgift for den forurettede. Bistandsadvokaten har også krav på at få kopi af politiets materiale (rapporter mv.) – dog ikke afhøringsrapporter af den/de sigtede i sagen. Bistandsadvokatens opgaver er forskellige fra sag til sag, men vil i de fleste sager bestå i at opgøre erstatningskravet, at støtte ofret i forbindelse med afhøringer hos politiet og i retten samt selvfølgelig at gennemlæse politiets rapporter. Se retsplejelovens § 741a.

Iværksættelse af efterforskning

Anmeldelse om strafbare forhold indgives til politiet, der iværksætter efterforskning. Se retsplejelovens § 742

Politiet kan imidlertid også iværksætte efterforskning på eget initiativ dvs. uden anmeldelse, når der er en rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold. Dette sker ofte og kaldes internt i politiet "initiativsager" fx hvor politiet standser en formodet spirituspåvirket bilist, finder våben i en visitationszone eller på eget initiativ patruljerer på gader og stræder.

Det er politiets opgave at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse og at forberede sagens behandling ved retten. Se retsplejelovens § 743.

Politiet skal skrive rapporter om sagens oplysninger, og om hvordan oplysningerne er tilvejebragt. Se retsplejelovens § 744.

Politiet har ret til at afvise en anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede eller fortsætte en efterforskning. Se retsplejelovens § 749.

Afhøringer

Politiets nok vigtigste efterforskningsmiddel er afhøringer.

Politiet kan uden videre foretage afhøringer af alle, som må formodes eventuelt at have oplysninger til sagens belysning.

Politiet kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og der må ikke udøves tvang for at få nogen til at udtale sig. Der er således ingen vidnepligt overfor politiet, men alene i retten.

Navn, adresse og fødselsdato

En i praksis væsentlig undtagelse er, at enhver har pligt til, når politiet forlanger det, at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet.

Politiet har ikke pligt til at begrunde dette forlangende, men der skal være et rimeligt formål med at få navn og adresse oplyst. Hvis man undlader at efterkomme politiets krav eller opgiver falske oplysninger, kan man straffes. Man kan også risikere at blive anholdt og indbragt til politistationen til ”konstatering af identitet”.

Ved afhøringer af børn og unge under 18 år skal socialforvaltningen som hovedregel underrettes og eventuelt overvære afhøringen. Barnets værge, som i de fleste tilfælde er forældrene, skal også underrettes og kan overvære afhøringen. Der vil dog være en række tilfælde, hvor forældrene afskæres fra af overvære afhøringen.

Download PDF

PDF

Retsregler for vagtfunktionærer

PDF

Retsregler for vagtfunktionærer