Magtanvendelse

Han kan selv komme til skade, og han kan let komme til at gøre utilsigtet skade på andre. Det sker let, særligt hvis han ikke er uddannet i magtanvendelse (fastholdelse, føregreb etc.) eller ikke har holdt sine færdigheder ved lige.

Forkert eller overdreven magtanvendelse kan medføre straf eller udløse et erstatningskrav, som kan have den videregående virkning, at han mister sit arbejde.

At udøve magt betyder i denne sammenhæng at bruge umiddelbar, fysisk magt overfor andre ved at slå dem, fastholde, binde eller lægge dem i håndjern eller lignende voldelige handlinger.

Ved at bruge magt bringer man sig let i en situation, hvor man kan rammes af Straffelovens bestemmelser om vold eller ulovlig frihedsberøvelse, medmindre handlingen ligger indenfor lovgivningens undtagelsesregler, især nødværgereglen.

Magtanvendelse kan nemlig være nødvendig i undtagelsessituationer, som vagtfunktionæren i kraft af sit arbejde kan komme ud for.

Undtagelser

Ved undtagelsesregler i Straffeloven er handlinger, der ellers ville være strafbare, gjort straffri.

Nødværge

Straffeloven § 13, stk. 1, 2 og 3

Betingelser, der skal være opfyldt for at nødværgehandlingen er straffri:

• Handlingen skal være nødvendig
• Handlingen skal være forsvarlig i forhold til angrebets farlighed, angriberens person. (Nødværgehandlingen må ikke gå ud over hvad der er forsvarligt).

Afværgelse af et uretmæssigt angreb ved hjælp af en ellers strafbar handling. Angrebet skal være påbegyndt eller overhængende. En trussel om angreb er almindeligvis ikke et påbegyndt angreb.

Udøveren er straffri, erstatningsfri og der er margen for fejlskøn. (civile og herunder vagtfunktionærer har større margen end politifolk)

Reglen i straffelovens § 13 omhandler lovlig privat retshåndhævelse og lovlig offentlig retshåndhævelse. I visse situationer er det ønskeligt for samfundet, at borgerne griber ind selv om det, personen gør i den aktuelle situation, er strafbart. Der skal selvfølgelig endvidere være en generel hjemmel til, at statens magtapparat som for eksempel politi, foged, fængselsfunktionærer mv., må anvende den fornødne magt for at gennemføre de opgaver, der nødvendigvis skal gennemføres. Lovlig privat retshåndhævelse er ikke reguleret ud over i straffelovens § 13, mens lovlig offentlig retshåndhævelse detaljeret er reguleret for eksempel for politi og fængselsfunktionærer i form af tilladte greb, anvendelse af stav, håndjern mv. Fælles er dog, at der altid skal anvendes det middel, der er mindst muligt indgribende.

Når straffeloven overhovedet kan give hjemmel til straffrihed uanset, at en person har begået alvorlig kriminalitet for eksempel i form af vold, stilles der ganske bestemte krav til hvilke betingelser, der skal være opfyldt, for at handlingen bliver straffri. Straffelovens § 13, stk. 1 beskriver lovlig nødværge, det vil sige under hvilke omstændigheder handlinger bliver straffri.

Henset til, at personer, der handler i nødværge, typisk ikke har særlig lang tid til at overveje situationen, er der i straffelovens § 13, stk. 2 hjemmel til straffrihed, hvis grænserne for lovligt nødværge overskrides, og overskridelsen er rimelig begrundet i den skræk eller ophidselse, som angrebet har fremkaldt.

Retshåndhævelse

Endelig giver straffelovens § 13, stk. 3 hjemmel til, at blandt andet politiet og borgerne kan anvende den magt, der er nødvendig for at skaffe lovlige påbud adlydt, (påbud er fx opslag i storcentre eller offentlige parker om ordensregler samt opslag på privat grund om at uvedkommende forbydes adgang).

Denne bestemmelse giver også den private borger, herunder vagtfunktionæren ret til f.eks at smide den person ud, som uretmæssigt trænger ind i eller opholder sig i en virksomhed eller en privat bolig, og som nægter at efterkomme opfordring til at forlade det private område.

Retmæssigheden i vagtfunktionærens handling vil blive bedømt ud fra de faktorer, der er nævnt ovenfor under Nødværge.

Straffelovens § 13, stk. 1 beskriver, hvornår handlinger foretaget i nødværge er straffri:

Handlingen skal have været nødvendig for at modstå, afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og handlingen skal have været forsvarlig ved ikke åbenbart at gå ud over, hvad der er forsvarligt henset til angrebets farlighed angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.

Det, der angribes, kan være legeme, fast ejendom, løsøre, dyr, statens militære hemmeligheder eller andre væsentlige samfundsinteresser.

At angrebet skal være påbegyndt eller overhængende betyder, at man ikke kan udøve nødværge når angrebet ikke er nært forestående eller når angrebet er afsluttet. Man kan således ikke sætte strøm til plankeværket for at undgå indbrud og hævde, at man i en uvis fremtid forventer en tyv. Man kan heller ikke påberåbe sig nødværge, hvis man – efter at angrebet er afsluttet tildeler den, der har angrebet, et knytnæveslag.

Endvidere skal angrebet have været uretmæssigt. Det betyder, at en røver ikke kan påberåbe sig, at han har slået politiet i nødværge i forbindelse med en lovlig anholdelse. Om handlingen i nødværge har været forsvarlig vurderes ud fra angrebets farlighed fx. om der er anvendt kniv, pistol eller genstande, der fremtræder som farlige.

Angriberens person skal også med i vurderingen: var det et barn, en voksen, en militær kampuddannet eller en senil svagelig ældre dame.

Endelig skal værdien af det, der angribes med i vurderingen. Jo større værdi desto større adgang til at på- beråbe sig nødværge.

Kerneordet er med andre ord ”proportionalitet” mellem det, der angribes og magtmidlet.

U 2003.1353 V – En tiltalt blev frifundet for vold efter straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte havde givet FU et slag i ansigtet med en ølflaske, der blev knust ved slaget og derefter givet FU 2-3 knytnæveslag i ansigtet.

Tiltalte blev dømt i byretten for vold. Byretten lagde til grund, at FU stod ca. 1 meter fra tiltalte med en kniv i hånden og at tiltalte opfattede situationen som om FU kunne finde på at bruge kniven mod ham. Det blev endvidere lagt til grund, at Q råbte op om kniven og at tiltalte gav FU et slag i hovedet med en ølflaske og umiddelbart herefter 2 knytnæveslag i ansigtet, men byretten fandt det ikke sandsynliggjort, at voldsudøvelsen var nødvendig for at afværge et uretmæssigt angreb. I landsretten blev sagen vurderet anderledes. Det blev lagt til grund, at tiltalte stod med ryggen til FU, der havde en kniv fremme, at Q råbte op om kniven til tiltalte og, at tiltalte vendte sig om og slog FU ca. samtidig med, at Q tog kniven fra FU og tiltalte blev herefter frifundet i medfør af straffelovens § 13, stk. 1.

Landsretten lagde således vægt på, tiltaltes stilling med kniven udgjorde et uretmæssigt påbegyndt eller overhængende angreb, og at slagene med flasken og knytnæveslagene var nødvendige for at modstå eller afværge angrebet og, at tiltaltes reaktion ikke åbenbart gik ud over, hvad der var forsvarligt henset til angrebets farlighed, angriberen og retsgodet.

U 2001.1226 V – En politiassistent (T) havde sammen med en kollega anholdt A og B for butikstyveri. A var indsat i patruljevognen og ilagt håndjern. Mens T som fører af patruljevognen ronderede i området, lykkedes det A at sparke ham i hovedet. T standsede bilen, steg ud og åbnede den ene af dørene til patruljevognens bagsæde, hvorfra A sparkede ud efter T eller sprællede med benene – uden at ramme. T tildelte herefter A, der fortsat var i håndjern, adskillige slag med sin politistav.

Byrettens flertal fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 154, og idømte ham hæfte i 20 dage betinget. To dommere udtalte: ”selvom A forinden uretmæssigt havde angrebet T, findes T´s gentagne slag med politistaven under de ovenfor beskrevne omstændigheder, og henset til at det må lægges til grund, at T blev bedt om at standse sine slag, at have været unødvendige og åbenbart at være gået ud over det forsvarlige og T´s handlinger var derfor hverken straffri efter straffelovens § 13, stk. 1, 2 eller stk. 3.

En dommer fandt, at T´s handlinger havde været nødvendige for at afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, og handlingerne fandtes ikke at være gået ud over, hvad der i situationen var forsvarligt, herunder med henblik på at sikre A´s fortsatte tilstedeværelse. Denne dommer ville derfor frifinde T. Landsretten, der fandt tiltalte skyldig, fandt ikke grundlag for strafbortfald og forhøjede straffen fra hæfte i 20 dage betinget til fængsel i 40 dage. 4 dommere ville tiltræde byrettens afgørelse om, at der var strafnedsættelsesgrunde, således at straffen blev gjort betinget. 2 dommere fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

U 1979.428 V – En tyv (FU) stjal fra T´s udstilling 2 lysestager. Da T, der var forholdsvis lille, senere traf FU, der var høj og kraftig, i besiddelse af det stjålne, gav han ham flere slag med en medbragt kraftig træstok, indtil FU gav slip på lysestagerne.

Byretten fandt T skyldig i vold og idømte ham 30 dages fængsel. Landsretten fandt, at T var berettiget til at anvende magt for at sætte sig i besiddelse af lysestagerne.

Landsretten fandt imidlertid, at den anvendte vold var gået ud over, hvad der efter § 13, stk. 1, kan anses for forsvarligt, og overskridelsen fandtes ikke at kunne anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse jf. straffelovens § 13, stk. 2. T blev derfor fundet skyldig i vold.

Landsretten fandt, at der var grundlag for strafnedsættelse fordi FU på sin vis selv havde fremkaldt angrebet og straffen på hæfte i 20 dage blev gjort betinget.

Straffelovens § 13, stk. 2 behandler den situation, at en person overskrider

grænserne for lovlig nødværge:

U 2002.1913 Ø – En butiksdetektiv (A) havde pågrebet en formodet butikstyv FU men det viste sig, at ”butikstyven” havde betalt for sine varer. FU blev efterfølgende aggressiv og en centervagt (B) kom til stede. Da A og B ikke kunne pacificere FU fik de ham lagt ned, vredet armene om på ryggen og lagt ham i håndjern. 13-20 min. senere kom politiet.

Byretten fandt A og B skyldige i overtrædelse af straffelovens § 244 og § 261, stk. 1.

Landsretten tiltrådte, at A og B havde realiseret gerningsindholdet i de nævnte paragraffer men fandt, at A og B var straffri i medfør af § 13, stk. 2. Landsretten lagde vægt på, at det påhvilede A og B i kraft af deres stillinger som henholdsvis butiksdetektiv og centervagt at påse, at god ro og orden blev opretholdt, og de kunne derfor ikke blot trække sig tilbage, idet ”de kunne forudse som sandsynligt, at FU ville fortsætte sin uacceptable, aggressive opførsel til gene og muligvis til fare for andre tilstedeværende”.

På den anden side fandt landsretten, at det måtte ”antages, at A og B, der begge har en vis uddannelse i håndtering af vanskelige kunder, og som var to personer over for FU, burde kunne pacificere FU og om nødvendigt tilbageholde FU, til han kunne overgives til politiet, med mindre indgribende midler end de anvendte.

Endelig udtaler landsretten, at ” selvom både A og B i kraft af deres ansættelsesforhold burde kunne bevare overblikket også i tilfælde, hvor en kunde bliver aggressiv, findes det i den foreliggende situation, hvor det ikke har været muligt at motivere FU til frivilligt at forlade centret, at have været rimeligt begrundet i FU´s optræden, at de handlede som sket”.

Straffelovens § 13, stk. 3, omhandler lovlig magtanvendelse i forbindelse med lovlig retshåndhævelse og forudsætter – i modsætning til stk. 1 – ikke et forudgående påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb.

For civile borgere er der en særlig hjemmel til at foretage anholdelse i retsplejelovens § 755, stk. 2.

Når det skal vurderes, om den magt, der er anvendt har været nødvendig, foretages vurderingen ud fra, hvilket retshåndhævelsesskridt, der er tale om. Hvis en drabsmand er stukket af fra fængslet og står på en altan og truer med at skyde tilfældigt forbipasserende er det berettiget at anvende tåregas, stav eller skydevåben for at få ham passiviseret, mens det samme ikke er tilfældet, hvis en person, der er dømt for butikstyveri og udeblevet fra udgang træffes i en lejlighed, hvor han forholder sig stille og roligt.

I medfør af straffelovens § 13 må man i værste fald slå ihjel, hvis det er nødvendigt for at redde eget eller andres liv.

Nødret

Straffelovens § 14

Betingelser, der skal være opfyldt for at nødretshandlingen er straffri:

• Handlingen skal være nødvendig
• Handlingen må ikke gå ud over det mindste middel, der kunne tjene til afværgelse

Eksempel på lovlig nødret: Et vidne opdager at der er ild i en juledekoration, man har glemt at slukke i en forretning. Der er øjeblikkelig fare for, at ilden breder sig. Vidnet knuser en forretningsrude og når at slukke ilden, inden den breder sig til resten af forretningen.

Eksempel på ulovlig nødret: Læge overtrådte hastighedsbestemmelserne i bil for at nå frem til vagttjeneste på hospitalet. Da der ikke var akut lægemangel mente man ikke, der var tale om truende skade på person. (Ufr. 81.867 V).

Nødret er udtryk for, at ”nød bryder alle love”. Hvor man i straffelovens § 13 om nødvendigt må slå ihjel er det ikke tilfældet i relation til nødret, idet det fremgår af straffelovens § 14, at den lovovertrædelse, man har lov til at foretage skal være af ”forholdsvis underordnet betydning”. At berøve en person livet er aldrig af underordnet betydning.

Straffelovens § 14 kræver ikke – som straffelovens § 13 at der er tale om et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt eller, at den nødværgehandling, man foretager, som ellers ville være strafbar – retter sig mod en person. Det kan for eksempel være berettiget at stjæle en bil for at køre en alvorligt syg person på hospitalet.

Også nødværge vurderes efter princippet ”set i bakspejlet” i relation til om handlingen er straffri eller skal straffes.

Betingelserne for at handlingen er straffri efter straffelovens § 14 er:

1. At handlingen er nødvendig for at
2. Afværge
3. Truende skade
4. På person eller gods og
5. At handlingen er af forholdsvis underordnet betydning.

U 2002.2558 Ø – En 52-årig mand (T), der 8 gange tidligere var dømt for kørsel uden kørekort var på ny sigtet for overtrædelse af færdselsloven for at have kørt uden kørekort. Manden påstod frifindelse under henvisning til straffelovens § 14, idet det blev gjort gældende, at hans hustru, der havde kørt bilen, og som kort forinden havde været indlagt med en blodforgiftning, var blevet dårlig.

Byretten idømte T fængsel i 60 dage, idet situationen ikke var omfattet af straffelovens § 14.

Landsretten stadfæstede byrettens dom men nedsatte straffen til fængsel i 30 dage.

U 1981.867 V – En læge, ansat på hjerteafdelingen ved sygehuset i Odense sov over sig. På vej på arbejde kørte han 119 km/t, hvor højeste tilladte hastighed var 110 km/t. Under straffesagen gjorde han gældende, at han ikke kunne forvente, at en kollega kunne overtage vagten til han nåede frem.

Byretten fandt, at T var skyldig og lagde ved afgørelsen vægt på, at han var ansat på et stort hospital, hvor der var flere læger.

Landsretten stadfæstede dommen.

Visitation

Vagtfunktionæren må dog undtagelsesvis foretage en såkaldt sikkerhedsvisitation. Heri ligger, at vagtfunktionæren må fratage den anholdte våben og andre genstande, der kan være til fare for vagtfunktionæren eller andre. Også koster fra tyveri, der bæres synligt, kan fratages den anholdte. Det samme gælder væsentligt bevismateriale, f.eks. indbrudsværktøj, graffitiudstyr, bilnøgler o.a., som er umiddelbart tilgængeligt for vagtfunktionæren, og som kan sikres uden egentlig kropsvisitation.

Vagtfunktionæren (private) må således ikke visitere (bevisvisitere) anholdtes lommer mv. fx en medbragt taske for at lede efter koster. Koster er de genstande anholdte har stjålet eller genstande, der kan bruges som bevis i sagen mod ham – fx opbrudsværktøj, sms beskeder eller telefonnumre på medgerningsmænd fra hans mobiltelefon mv.

Reglerne om visitation af anholdte personer findes i retsplejeloven. Se afsnittet Legemsindgreb.

Virksomhedsvisitation

Noget andet er den visitation, som vagtfunktionærer foretager i forbindelse med ind- og udgangskontrol på en virksomhed. Retsgrundlaget for en sådan visitation er en aftale mellem virksomhedsledelsen, medarbejdere, leverandører og andre som betingelse for adgang til virksomheden.

På samme måde kan vagtfunktionærer foretage visitation af beklædning, tasker og andet af besøgende til forlystelsessteder, idrætsanlæg og lign. – Ingen kan tvinges til at lade sig visitere, men visitation kan gøres til en betingelse for adgang.

Håndjern

Håndjern er ikke omfattet af Våbenloven, hvorfor det ikke er ulovligt for vagtfunktionæren at anvende disse hjælpemidler.

Vagtfirmaernes politik med hensyn til disse midler er forskellig. Det er vigtigt for vagtfunktionæren at kende og følge sit firmas regler, da han ellers kan bringe sit ansættelsesforhold i fare.

Retsplejeloven § 758

Der er i hvert enkelt tilfælde tale om en konkret vurdering af, om anvendelsen af håndjern eller strips er nødvendig og forsvarlig, som beskrevet ovenfor under Nødværge.

Hunde

Vagtfunktionærens forsvarshund kan være et væsentligt bidrag til vagtfunktionærens egen sikkerhed.

Hunden skal føres i kort snor og være trænet til at adlyde sin fører.

Forsvarshunde må kun bruges til at forsvare vagtfunktionæren eller andre mod overgreb, hvis det er nødvendigt og forsvarligt at anvende hunden, dvs. hvis mildere former for magtanvendelse ikke er nok.