Lovgrundlaget

Grundloven

De helt overordnede regler for det danske folkestyre og retssystem finder man i Grundloven.

Grundloven kaldes også Danmarks forfatning, der indeholder de grundlæggende bestemmelser om, hvordan landets styre skal indrettes, og som fastlægger borgernes centrale rettigheder og pligter i forhold til samfundet.

Første grundlov 5. juni 1849

Danmarks første grundlov blev vedtaget den 5. juni 1849 – en dag, der mindes ved den årlige grundlovsdag.

Nuværende grundlov 1953

Den nuværende grundlov er fra 1953 og har altså været gældende i næsten 60 år. I modsætning til de almindelige love, der jævnligt ajourføres eller helt ændres, har Grundloven lange gyldighedsperioder. Det har sammenhæng med, at Grundlovens bestemmelser er meget generelle og rummer bestemmelser, der er helt grundlæggende for vort samfund og dets styre. Det er derfor opfattelsen, at Grundloven skal være svær at ændre, og at ændring kun kan finde sted efter særligt grundige overvejelser og en omfattende offentlig debat.

En grundlovsændring skal først vedtages af Folketinget, og derefter skal der udskrives nyvalg. Når det nye Folketing er sammensat, skal det også vedtage grundlovsændringen, som derefter inden for 6 måneder sendes ud til folkeafstemning. Ved folkeafstemningen skal grundlovsændringen ikke blot have almindeligt flertal, men tillige tilslutning fra 40 % af samtlige vælgere.

Landets styre

De væsentligste bestemmelser i Grundloven om landets styre er bestemmelsen om magtens tredeling, bestemmelsen om parlamentarisme og om det konstitutionelle monarki. Den nok mest væsentlige bestemmelse er imidlertid bestemmelsen om den almindelige valgret, idet det er den bærende ide i
Grundloven, at magten skal udgå fra folket gennem det af folket valgte Folketing. Det sikres gennem den frie valgret, hvorved borgerne sammensætter den lovgivende forsamling.

I Danmark har vi således et repræsentativt demokrati, idet borgerne udøver deres medbestemmelse gennem deres valgte repræsentanter. Undtagelse herfra er Grundlovens bestemmelse om folkeafstemninger.

Parlamentarisme betyder, at en regering skal træde tilbage, hvis den får et folketingsflertal imod sig, og dette flertal vedtager en mistillidsdagsorden, dvs. kræver regeringens afgang. En dansk regering kan godt blive siddende, selvom den kommer i mindretal i en konkret sag. Kun hvis flertallet i folketinget følger sagen op med at vedtage en mistillidsdagsorden, er regeringen nødt til at gå af.

Danmark er et kongedømme i en form, der kaldes konstitutionelt monarki, d.v.s. at monarkens (kongen eller dronningen) magt begrænses af forfatningen. Det betyder, som det hedder i Grundloven, at kongen er ansvarsfri, idet det er ministrene (regeringen), der er ansvarlige. I Grundloven vil man se, at en lang række opgaver og beføjelser er henlagt til kongen, men det betyder altså, at det er opgaver og beføjelser, som hviler på den ansvarlige minister eller regeringen som helhed.

Grundlovens § 3

Ideen bag denne magtadskillelsesregel er, at de tre myndigheder skal holde hinanden i skak indbyrdes og sikre, at der ikke opstår magtkoncentrationer, som kendes i diktaturstater.

I Danmark er magtdelingen ikke så klart defineret som f.eks. i den amerikanske forfatning. Det klareste skel går mellem den dømmende magt på den ene side og den udøvende og den lovgivende magt på den anden side. Derimod kan det være vanskeligt at skelne mellem den udøvende og den lovgivende magt, fordi der ikke er klar adskillelse mellem Folketing og regering, særligt ikke hvis landet regeres af en flertalsregering. Imidlertid har domstolene (Højesteret) kompetence til at bedømme om en lov strider mod Grundloven – f.eks. ved at Folketinget ved lov forøger at fratage nogen retten til at få deres sag pådømt af en domstol (Tvind-dommen i 1999).

Borger- og frihedsrettigheder

Rettigheder

Udover de centrale bestemmelser om landets styre og de øverste statsorganer – kongen, regeringen, Folketinget og domstolene – rummer Grundloven en række bestemmelser om borgernes rettigheder, også kaldet frihedsrettigheder.

En hovedregel fastslår, at den personlige frihed er ukrænkelig, hvilket bl.a. betyder, at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i loven, og at enhver der anholdes, inden 24 timer skal stilles for en dommer, medmindre vedkommende forinden er sat på fri fod. Fremstillingen for en dommer kaldes også et grundlovsforhør.

Boligens ukrænkelighed betyder, at husundersøgelse (ransagning), undersøgelse af post og aflytning af kommunikationsmidler (telefon, e-mail etc.) kun kan finde sted på grundlag af en konkret retskendelse – eller såfremt det ved lov er bestemt, at en kontrolmyndighed har adgang uden retskendelse. Retskendelser forekommer altid i efterforskning af egentlig kriminalitet, hvorimod lovhjemlet kontrolbesøg i forbindelse med konkurrencelov, skatteloven, momslov, arbejdsmiljøloven etc. er det normale. Efter restaurationsloven har politiet adgang til kontrolbesøg uden retskendelse.

Grundloven bestemmer også, at ejendomsretten er ukrænkelig, hvilket betyder, at ingen kan tvinges til at afstå sin ejendom (til det offentlige) uden, hvor ”almenvellet” kræver det og da kun mod “fuldstændig” erstatning. Her er diskussionen ofte om f.eks. nye golfbaner, plads til Roskildefestival, lerduebaner og lignende er “almenvellet”, og at erstatningen meget ofte er betydelig mindre, end det man forventer.

Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt formål, og borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samles ubevæbnede dvs. demonstrationsretten. Politiet kan dog vedtage en begrænsning heri (demonstrationen “opløses”), hvor det er nødvendigt af hensyn til opretholdelsen af ro og orden.

Ytringsfriheden, som jo er bærende for den offentlige og politiske debat i et demokrati, er ligeledes sikret i Grundloven, hvor det hedder, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Forudgående kontrol som censur af især pressen må aldrig indføres. Efter ordlyden har Grundloven alene et forbud mod forhåndscensur (formel ytringsfrihed), men den skal forstås i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedserklæring, hvorefter man også beskytter indholdet af ytringerne (materiel ytringsfrihed).

Grundlovens bestemmelser om borger – og frihedsrettigheder er især påbud til lovgivningsmagten om at indrette lovgivningen i overensstemmelse med Grundloven. Skal det således i en konkret sag bedømmes, om en anholdelse eller en ransagning var lovlig, må man gå ind i retsplejeloven, som rummer de mere detaljerede og præcise regler på disse områder.

Den udøvende magt

Udøvende magt

Begrebet den udøvende magt er meget omfattende og omfatter alle statslige, regionale og kommunale myndigheder, som har til opgave at føre lovgivningen ud i livet. Den udøvende magt er således ikke kun politiet og fængselsvæsenet, men også

• Sygehusvæsenet Socialforvaltninger,
• Datatilsynet,
• Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
• Arbejdsmiljøstyrelsen
• Skat osv.

blot for at nævne nogle eksempler.

Den udøvende magt har i et moderne, kompliceret og for den enkelte borger vanskeligt overskueligt samfund meget stor magt og må derfor også undergives en række kontrolforanstaltninger i form af klageadgang, domstolskontrol og som noget meget centralt den kontrol, der udøves af Folketingets Ombudsmand, hvis embede er grundlovsbestemt.

Den dømmende magt

Dømmende magt

Den dømmende magt ligger hos domstolene, som i Danmark er organiseret under en uafhængig
Domstolsstyrelse, der som en vigtig opgave bestemmer udnævnelse af dommere. Dommernes uafhængighed er på forskellig måde sikret i Grundloven, som også siger, at ”dommerne i deres kald alene har at rette sig efter loven” dvs., at regeringen ikke kan blande sig i domstolenes afgørelser.

Domstolene

Domstolene behandler dels civile sager dels straffesager.

Civile sager

Civile sager drejer sig om uenighed mellem borgerne, foreninger, firmaer etc. indbyrdes, f.eks. uenighed om et lejemål, et køb eller et arvespørgsmål.

Straffesager

Straffesager drejer sig om afgørelse af, om nogen har overtrådt lovgivning, som rummer straffebestemmelser og dermed kan straffes. Centrale love på dette område er selvfølgelig straffeloven samt en række særlove, herunder f.eks. færdselsloven, skattelovene, miljølovgivning m.v.

Særlige domstolsafdelinger:

Fogedretten varetager den såkaldte tvangsfuldbyrdelse, dvs. gennemtvinger domme i civile sager (inkasso, indsættelses- og udsættelsesforretninger) eller træffer en række foreløbige afgørelser i civile sager, så som fogedforbud, arrest på ejendom, beslaglæggelse af udstyr i forbindelse med ophavsretskrænkelser m.v.

Skifteretten

I skifteretten varetages behandling af dødsboer, konkursboer, notarialforretninger (f.eks. testamenter) m.v.

Tinglysningsretten

Tinglysningsretten (i Mariager) er der, hvor alle rettigheder over fast ejendom kan tinglyses (elektronisk)samt også visse rettigheder over løsøre og tinglysning af ægtepagter mv.

Sø- og Handelsretten

Ved Sø- og handelsretten behandles mere omfattende og komplicerede civile sager på erhvervslivets område. Det er også der Forbrugerombudsmanden kan anlægge sager om erhvervsdrivendes overtrædelse af Markedsføringsloven og anden særlovgivning indenfor hans område.

Den lovgivende magt

Lovgivende magt

Det moderne, komplicerede samfund nødvendiggør et omfattende lovgivningsarbejde.

Folketinget vedtager således i løbet af et år gennemsnitlig over 200 love og lovændringer.

Initiativet til lovgivning tages normalt af regeringen, men der kan også fremsættes såkaldte private lovforslag fra et politisk parti i Folketinget eller fra et folketingsmedlem.

Forud for lovgivningsprocessen i Folketinget går der et omfattende forberedelsesarbejde i fagministerierne eller i særlige udvalg eller nævn.

Under lovforberedelsen vil branche-, fag- og andre interesseorganisationer forsøge at få indflydelse og der er en offentlig høring, hvor de personer, organisationer, styrelser mv., der har interesse i lovgivningen kan fremsætte deres skriftlige kommentarer til forslaget – særligt om faktuelle forhold – som ministeriet så kan overveje, hvorvidt det giver anledning til ændringer i forslaget.

Behandling af love

Når et lovforslag er fremsat i Folketinget, vil det gennemgå tre behandlinger, hvoraf især anden behandling er den mere dybtgående og detaljerede. Under anden behandling er det almindeligt, at det folketingsudvalg, som varetager udvalgsbehandlingen, modtager deputationer fra forskellige organisationer, som har interesser på området.

Hvis der for eksempel er tale om et lovforslag af betydning for den private vagtvirksomhed, vil det være almindeligt, at både arbejdsgiver/erhvervs- og arbejdstagerorganisationer ”søger foretræde” for folketingsudvalget for at tale deres sag.

Når loven er vedtaget af Folketinget, bliver den stadfæstet af Dronningen, som underskriver sammen med den minister, der har ansvaret på området. Så er den endeligt vedtaget og den bliver så gældende ved dens offentliggørelse.

Det forekommer, at en lov har “tilbagevirkende kraft”. Det betyder, at den gælder for forhold fra før lovens endelige vedtagelse. Tilbagevirkende kraft er betænkelig og det bruges normalt kun i forbindelse med økonomisk lovgivning, hvor ikrafttrædelsen er den dag, hvor lovforslaget fremsættes i Folketinget. På den måde undgår man, at nogle kan spekulere mod loven ved at disponere i tidsrummet mellem fremsættelsen og offentliggørelsen.

Lovtidende

Den nye lov bliver offentliggjort i Lovtidende. Indblik i gældende ret, dvs. de gældende love, bekendtgørelser m.v. kan søges på www.retsinformation.dk.