Retsplejeloven indeholder også regler om behandling af klager over politipersonalet og regler om straffesager mod politipersonale samt regler om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse.
Disse regler findes i Retsplejelovens kap. 93 b, kap. 93 c og kap. 93 a.
Adfærdsklager
Adfærdsklager over politiet varetages af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der har overtaget statsadvokaternes opgaver efter retsplejelovens kapitel 93 b med at undersøge og træffe afgørelse i sager om politipersonalets adfærd i tjenesten(adfærdsklager). Den nye myndighed har endvidere overtaget statsadvokaternes opgave efter retsplejelovens kapitel 93 c med at efterforske dels eventuelle strafbare forhold, begået af politipersonale i tjenesten, dels alle tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, jf. retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Det er derimod stadig anklagemyndigheden (statsadvokaterne og Rigsadvokaten), der skal tage stilling til tiltalespørgsmålet.
Retsplejeloven § 758
En adfærdsklage handler om den måde, politifolk gennemfører f.eks. en anholdelse. Klagen kan gå på, at anholdelsen var unødvendig voldsom og ydmygende jfr. Retsplejelovens § 758, der foreskriver, at en anholdelse skal foretages så skånsomt som muligt. Klager kan også omhandle politifolks sprogbrug overfor publikum.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) kan også af egen drift tage forhold vedrørende politipersonalets adfærd op til undersøgelse. Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i klagesagen. Afgørelsen kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
DUP´s undersøgelser kan udløse disciplinærsag mod politipersonalet, når politidirektøren underrettes om undersøgelsens resultat.
Reglerne om politiklagenævnet findes i retsplejelovens kap. 93 og 11 a
Dispositionsklager
Retsplejeloven § 755
En klage f.eks. over, at der overhovedet blev foretaget en anholdelse, dvs. en klage over en anholdelse, der ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 755 eller Politiloven, kaldes en dispositionsklage.
Klager over politiets dispositioner behandles i 1. instans af politidirektøren, hvis afgørelse kan indklages til rigspolitichefen og i særlige tilfælde videre til DUPén.
Straffesager mod politipersonale
Anmeldelsen om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til DUP, der også af egen drift kan iværksætte en undersøgelse. Når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller den pågældende er i politiets varetægt, iværksætter DUP en nærmere undersøgelse.
Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning
Den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i strafferetlig forfølgning, har krav på erstatning, såfremt påtale opgives eller tiltalte frifindes. Erstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne. Afgørelse om erstatning træffes af statsadvokaten.
Godtgørelse for tort
Lov om erstatningsansvar § 26
Hvis vagtfunktionæren foretager en ubegrundet (ulovlig) eller overdreven og unødvendig anholdelse, kan han pådrage sig selv og/eller sit firma krav om godtgørelse for tort efter § 26 i Lov om erstatningsansvar. Denne bestemmelse siger, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære og person skal betale den anden godtgørelse for tort.