Anmelder og vidne

Vagtfunktionæren vil kunne komme ud for at skulle foretage en anmeldelse eller være vidne, både overfor politiet og i retten.

Anmeldelse

Man kan anmelde strafbart eller formentligt strafbart forhold til politiet, selvom man som privat borger ikke kan bevise eller sandsynliggøre, at der er begået eller forsøges begået et strafbart forhold.

Mistanke

Hvis man har en rimelig mistanke eller formodning om, at nogen, også en ukendt, har begået eller vil begå et strafbart forhold, kan man roligt henvende sig til politiet.

Politiet kan afvise en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.

Anmelderen rammes ikke af et strafansvar eller erstatningsansvar, hvis det ved politiets undersøgelser viser sig, at der alligevel ikke forelå strafbart forhold, medmindre der foreligger en bevidst falsk anmeldelse.

Falsk Anmeldelse

Det er naturligvis forbudt at indgive falsk anmeldelse.

Straffeloven § 165

En falsk anmeldelse er således en anmeldelse om et forhold, som man ved ikke er begået. Et eksempel herpå kan være, at en tabt genstand anmeldes stjålet, selvom man ved, at den ikke er stjålet, men tabt i havnen.

Et andet eksempel på falsk anmeldelse er, at anmelde en person som gerningsmand til et røveri, selvom man positivt ved, at han ikke er gerningsmanden.

Her træder Straffelovens § 164 i kraft, idet den, der afgiver urigtige oplysninger til offentlig myndighed med forsæt til, at en uskyldig derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, straffes med fængsel helt op til 6 år.

På samme måde straffes den, der tilintetgør, forvansker eller bortskaffer bevis eller tilvejebringer falsk bevis (”planter beviser”) med forsæt til, at nogen derved sigtes eller dømmes for et strafbart forhold.

Hvordan anmelde?

Ingen formkrav

Der er ingen krav til den form, hvorunder anmeldelser kan ske. Det kan gøres ved personlig henvendelse til politiet eller skriftligt, telefonisk eller ved mail.

Politiet kan også reagere på anonyme henvendelser. Men hvis politiet ved eller har mulighed for at få oplyst, hvem anmelderen er, er det en for undersøgelsen så væsentlig oplysning, at anonymitet ikke er mulig.

Det tjener også til at forebygge falske anmeldelser, at det klart fremgår, hvem anmelderen er. Oplysning om, hvem der er anmelder, er i mange tilfælde også af betydning for sigtedes forsvar.

En anmeldelse er ikke betingelsen for, at politiet kan træde i aktion.

I Retsplejelovens § 742, stk. 2 bestemmes, at politiet iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Anmeldelsespligt

En borger, der overværer et overfald eller et røveri, har således ikke juridisk pligt til at anmelde.

Noget andet er, at han som en god borger føler en moralsk forpligtelse til at anmelde sine iagttagelser til politiet.

For vagtfunktionæren gør der sig ydermere det forhold gældende, at han er forpligtet overfor de instrukser og retningslinjer, han modtager fra sin arbejdsgiver.
Manglende efterlevelse af instrukser og retningslinjer, herunder også om anmeldelse til politiet kan medføre, at vagtfunktionæren mister sit job.

Det ligger også i hele ideen med privat vagtvirksomhed, at man forventer, at vagtfunktionæren er en opmærksom iagttager, der ikke tøver med at underrette politiet, når han konstaterer strafbart forhold.

Særlig anmeldelsespligt

I visse tilfælde har man dog pligt til at anmelde. Fælles for de nedenfor anførte bestemmelser er, at de nok sjældent bruges, men de er der altså.

Den, der ved, at der tilsigtes en grov forbrydelse mod statens sikkerhed og de øverste statsmyndigheder eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier, og som ikke gør, hvad der står i hans magt, for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden (politiet), straffes med fængsel.

Hvis man har oplysninger, som bestemt tyder på, at en uskyldig er sigtet eller dømt for en forbrydelse, som han ikke har begået (justitsmord) og undlader at give disse oplysninger til myndighederne, kan man ligeledes straffes med bøde og fængsel.

Med bøde eller fængsel straffes den, som uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader gennem anmeldelse eller på anden måde efter evne søger at afværge brand, sprængning, spredning af farlige luftarter, oversvømmelse, søskade, jernbaneulykke eller lignende ulykke, der medfører fare for menneskeliv.

Med bøde eller fængsel straffes den, som uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre undlader efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller at træffe foranstaltninger til at redde en tilsyneladende livløs eller personer, ramt af skibsbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Der er ikke pligt til at anmelde til politiet, men der er pligt til at tilkalde hjælp, f.eks. over 112.

Ligeledes i Færdselsloven bestemmes, at restaurationens vært eller personale skal melde til politiet, hvis en person vil køre spirituskørsel.

Beredskabsloven

Af Beredskabsloven fremgår, at man ved brand skal alarmere dem, der er udsat for fare, alarmere brandvæsenet og i øvrigt gøre, hvad man kan for at afværge eller dæmpe branden.

Vidne

Et vidne i en straffesag har som regel afgivet forklaring til en politirapport, før vidneforklaringen afgives i retten.

Retsplejeloven § 750

Forklaring til politiet som vidne kaldes også en vidneforklaring, men der er alene vidnepligt i retten.

Som der står i retsplejelovens § 750 kan politiet foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og der må ikke udøves tvang for at få nogen til at udtale sig.

Politiet skal underrette den afhørte om, at han ikke har pligt til at udtale sig, og det skal fremgå af politirapporten.

Vidnepligt

At der foreligger en pligt betyder, at man kan straffes eller rammes af tvangsforanstaltninger f.eks. afhentning af politiet, hvis man ikke opfylder sin vidnepligt, f.eks. ved at udeblive eller ved at vægre sig mod at give forklaring.

Undtagelser fra vidnepligten

Udtrykket ”enhver” betyder, at vidnepligten er generel og meget svær at blive fritaget for.

Der er imidlertid en række undtagelse, der bl.a. tjener til at beskytte den professionelle tavshedspligt. Præster, læger og advokater kan som hovedregel således ikke afkræves vidneforklaring om det, som er kommet til deres kundskab ved udførelsen af deres virksomhed.

Pressen er også i visse situationer fritaget for vidnepligt, idet det som hovedregel ikke kan pålægges pressefolk at oplyse, hvem deres kilder er.

De generelle vidnefritagelsesgrunde fremgår af
Retsplejelovens § 171.

Det bestemmes her, at en parts nærmeste ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne. Det betyder, at man ikke har pligt til at vidne mod nære familiemedlemmer så som ægtefæller og samlevere, eller børn og forældre.

Det bestemmes også, at man ikke har pligt til at vidne, såfremt det må antages, at vidneforklaringen vil udsætte vidnet eller hans nærmeste for straf eller tab af velfærd.

Man har altså ikke pligt til at vidne mod sig selv. Det betyder også, at man som sigtet i en straffesag ikke har pligt til at udtale sig.

At være vidne

Vidneforklaring afgives som hovedregel for den ret ved hvilken, sagen behandles.

Retsplejeloven åbner dog mulighed for, at et vidne kan afgive forklaring via telekommunikation med eller uden billede. Det må påregnes at blive mere udbredt i de kommende år.

Som vidne får man en vidneindkaldelse til retten. Udover oplysning om tid og sted for afgivelse af vidneforklaring oplyses også ”indkaldelsens øjemed”, dvs. hvilken sag det drejer sig om.

I vidneindkaldelsen oplyses også, hvilket varsel vidnet har krav på, og det oplyses, hvad der er eller vil være konsekvenserne af at udeblive.

Udeblivelse kan betyde en bøde, og kan også indebære, at vidnet afhentes af politiet og eventuelt bliver sat i forvaring til det næste retsmøde i sagen.

Som det ses, betragtes udeblivelse fra retten som vidne som en meget alvorlig sag. – Et vidne kan ikke udeblive fra retten, selvom man mener sig berettiget til, ud fra vidnefritagelsesgrundene, at nægte at afgive forklaring i sagen.

Et vidne skal i muligt omfang opfriske sin hukommelse, hvilket betyder, at han skal gennemse sine notater og rapporter og andre optegnelser. Dette kan være særligt nødvendigt, når man erindrer, at der godt kan gå flere måneder mellem hændelsen og vidneforklaringen.

Skriv notater

I retten

Inden vidnet afhøres i retten, skal retten forvisse sig om, at intet er til hinder for vidneforklaringens afgivelse, altså kontrollere, at der ikke foreligger vidnefritagelsesgrunde.

Retten skal også alvorligt formane vidnet til at tale sandhed og vil gøre vidnet bekendt med strafansvaret for at afgive falsk forklaring.

Hvert vidne afhøres for sig, og et vidne må som hovedregel ikke påhøre forklaring fra andre vidner indne han selv skal afgive forklaring.

Et vidne afhøres først af den part, herunder anklagemyndigheden, som har begæret vidnet ført som vidne. Herefter har modparten adgang til at afhøre vidnet. Også dommeren kan i fornødent omfang stille spørgsmål til vidnet.

Vidneforklaringen vil blive protokolleret efter dommerens diktat, og vidnet vil blive opfordret til at høre godt efter og komme med indsigelser, hvis vidnet ikke er enig i protokollatet.

Vidnet skal forblive i eller ved retten (venteværelset), indtil retsmødet er afsluttet, eller han af dommeren udtrykkeligt har fået lov til at gå.

Beskyttelse af vidner

Mange føler ubehag ved at vidne, og nogle er direkte bange for det.

Ubehaget er for så vidt forståeligt, hvis man ikke er vant til at optræde i en retssal.

Frygten er i næsten alle tilfælde ubegrundet.

Det må betragtes som en professionel opgave for en vagtfunktionær at afgive vidneforklaring. Er man som vidne utryg ved at skulle afgive vidneforklaring, bør man henvende sig til politiet for med dem at drøfte problemet og om nødvendigt få truffet en række mulige beskyttelsesforanstaltninger.

Der lægges i retssystemet stor vægt på, at vidner kan føle sig så trygge som muligt, og dermed åbent og ærligt fortæller, hvad de har set og hørt.

Retsmøder er som hovedregel offentlige, d.v.s. at de foregår for åbne døre, og det står offentligheden frit for at overvære retsmøder for åbne døre. Offentligheden betyder i denne sammenhæng ikke mindst pressen.

Retten kan imidlertid også af hensyn til et vidnes sikkerhed og tryghed lukke dørene, nedlægge navneforbud, bestemme at tiltalte skal forlade retslokalet under afgivelse af vidneforklaringen og bestemme, at et vidnes navn og adresse ikke må oplyses.

Hvis tiltalte bliver sendt udenfor, vil han i nogle tilfælde lytte med fra et sidelokale. Ellers vil tiltalte, når han igen kommer i retslokalet, af dommeren blive underrettet om, hvad vidnet har forklaret.

Overfald eller trusler mod vidner betragtes som meget alvorlige forbrydelser, da det er udtryk for et angreb på centrale forhold i retssystemet.

Trusler mod vidner

Det er med andre ord meget strafbart at true eller forsøge at true nogen til ikke at anmelde en forbrydelse eller afgive forklaring til politiet og i retten. Det bliver ekstra strafbart, hvis truslerne virkeliggøres i voldshandlinger og andre lignende forbrydelser.

Folk, der overfalder eller truer vidner, bliver hyppigt varetægtsfængslet.

Falsk forklaring

Det er strafbart at lyve i retten.

Straffelovens § 158 bestemmer, at den, som afgiver falsk forklaring for retten, straffes med fængsel indtil 4 år.

Også grov uagtsomhed i forbindelse med afgivelse af vidneforklaring, straffes med bøde eller fængsel – op til 4 måneder.

våbenloven og Lov om knive og blankvåben m.v.