Kort fortalt
Knivloven sætter bl.a. regler for besiddelse af knive og blankvåben m.v. Lovens hovedregel er, at det er forbudt at bære knive og våben på offentlige steder, medmindre det har et anerkendelsesværdigt formål. Ved offentligt tilgængelige steder forstås steder, hvor der er almindelig færdsel og adgang, herunder veje, parker, offentlige transportmidler, restaurationer, diskoteker, forlystelsessteder og lignende offentlige kontorer, butikker og butikscentre. ”Anerkendelsesværdigt formål” betyder, at kniven har et anerkendelsesværdigt formål i forbindelse med erhverv eller visse former for fritidsaktiviteter, hvor kniven er et nødvendigt værktøj.
Eksempler
Lovlig besiddelse af kniv
En kok er på arbejde og bærer en stor, skarp og spids køkkenkniv i bæltet. Det er lovligt da det anerkendelsesværdige formål med kniven er, at kokken skal bruge den i forbindelse med sit arbejde.
Ulovlig besiddelse af kniv
På vej hjem fra arbejde tager kokken kniven med på et værtshus. Kniven tjener ikke længere et anerkendelsesværdigt formål og våbenloven er overtrådt.
Eksempler på domme
Lov om knive og blankvåben m.v.
Knive og blankvåben m.v. må ikke bæres eller besiddes på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lign., medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse eller til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.
Dom
Besiddelse af kniv i en bil var sket under skærpende omstændigheder. Tiltalte var bl.a. fundet skyldig i overtrædelse af knivloven ved på offentligt tilgængeligt sted, uden politiets tilladelse og uden anerkendelsesværdigt formål samt under skærpende omstændigheder og som tidligere straffet for vold at have besiddet en isoleringskniv, hvis klinge oversteg 12 cm.
Sagen angik strafudmålingen, herunder navnlig spørgsmålet, om der kun kan foreligge skærpende omstændigheder ved en førstegangsovertrædelse af knivforbuddet, hvis en person ”bærer” kniven, eller om dette også kan være tilfældet, hvis kniven alene ”besiddes”, f.eks. som i det foreliggende tilfælde ved at den ligger i en bil. Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at forstå knivloven sådan, at der alene kan foreligge skærpende omstændigheder, hvis en person ulovligt ”bærer” en kniv, og ikke i forbindelse med ulovlig ”besiddelse” af en kniv.
Domstolene er således ikke udelukket fra i et førstegangstilfælde at anse besiddelse af en kniv i strid med knivloven, f.eks. som i det foreliggende tilfælde i en bil, for at være sket under skærpende omstændigheder. Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten havde anført, at T havde besiddet kniven under skærpende omstændigheder, og Højesteret tiltrådte endvidere, at straffen var fastsat til 40 dages ubetinget fængsel. .